Antimobbestrategi

Grønhøjskolen tager kraftigt afstand til mobning. Vi arbejder for en mobbefri skole. Ingen form for mobning kan derfor tolereres, og vi tager alle tilfælde af mobning alvorligt.

Definition på mobning

En person er mobbet eller plaget, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer.

Ved negative handlinger kan der være tale om:

  • direkte fysisk vold, skub, slag, spark etc.
  • handlinger ledsaget af ord, trusler og hån samt det at sige ubehagelige og lede ting.
  • handlinger uden ord ved brug af grimasser, gestus, ved at vende vedkommende ryggen eller ved ikke at efterkomme en persons ønsker for, at irritere eller såre.
  • negative handlinger kan også udtrykkes mere indirekte ‐ gennem social isolering og udelukkelse fra gruppen.
  • sociale medier. Brug af disse hvor dele af ovenstående negative handlinger retter sig mod en gruppe eller enkelt-personer

Det bør understreges, at man ikke kalder det mobning, når to fysisk eller psykisk omtrent lige stærke personer er i konflikt, skændes eller slås.

Tegn på mobning

Den mobbede vil være tilbøjelig til at:

  • blive passiv og trække sig ud af fællesskabet.
  • gå for sig selv og være alene i frikvartererne.
  • søge megen voksenkontakt.
  • gå tilbage i udviklingstrin.
  • udvise ringe selvtillid.
  • komme let ud af balance, blive opfarende eller indelukket.
  • komme for sent eller udeblive fra undervisningen.
  • miste eller få ødelagt ting, tøj og lignende.
  • klare sig dårligere fagligt.
  • være bange for at gå i skole.

Voksne omkring børnene skal være opmærksomme på ovenstående advarselssignaler, men ingen af signalerne peger i sig selv på mobning, men kan være forårsaget af andre ting.

Pludselige eller store forandringer i adfærden er vigtige tegn.

Grønhøjskolens indsats mod mobning

Forebyggende foranstaltninger planlægges og udføres i et samarbejde mellem forældre, skolens personale og elever:

  • Generel opmærksomhed på ovennævnte signaler på mobning fra såvel forældre som skolens personale og elever.
  • Skolen har undervisningsmateriale til forebyggelse af mobning, der kan arbejdes med på alle klassetrin.
  • Ved forældresamtaler indgår et punkt om elevens trivsel.
  • Emnet mobning kan være et punkt på forældremøder for alle klassetrin. Formålet er at informere nye forældre om skolens trivselspolitik og forældrenes medansvar omkring bekæmpelse af evt. mobning.
  • Alle klasser skal aftale og udarbejde samværsregler.
  • Alle klasser afholder klassemøder med jævnlige faste intervaller.

Hvis mobning forekommer alligevel

  • For at kunne afhjælpe problemet, skal skolen kende til problemet!
  • Den (lærer, gårdvagt, forældre, andre elever), der får kendskab til den dårlige trivsel/mobningen, kontakter klasselæreren eller skolens ledelse.

Klasselæreren orienterer teamet, som derefter aftaler, hvordan problemet skal gribes an.

Grønhøjskolens antimobbestrategi

De berørte forældre og ledelsen orienteres.

Herefter afholdes der samtale med de involverede elever og deres forældre. Der afholdes et klassemøde, og der kan indhentes hjælp hos AKT-lærerne.

  • Er eleven også tilmeldt SFO, inddrages denne.
  • Klassens lærerteam følger udviklingen, indtil problemet er løst, og holder ledelse og forældre orienteret.

Hvis mobningen fortsætter og virker uløselig

  • Forældre til de berørte elever indkaldes til møde med ledelsen og relevante lærere for sammen at finde løsninger på problemerne.
  • Ledelsen overtager styringen af indsatsen mod mobningen. Det sikres, at alle arbejder loyalt mod Grønhøjskolens værdigrundlag og de trivselspolitiske målsætninger.
  • Eksterne samarbejdspartnere kan også inddrages.

Gode råd

Gode råd til forældre til et mobbet barn

  • Sig aldrig: ”Du skal bare lade som ingenting”.
  • Lyt til dit barns fortælling og spørg ind, så hun/han får ”læsset” det hele af.
  • Vis forståelse og vær solidarisk. Men lad vær med at blive gal på de andre børn; det hjælper ikke dit eget barn.
  • Bland dig! Henvend dig til klasselæreren, selv om dit barn ikke vil have det, af frygt for repressalier.

Gode råd til alle forældre

  • Vis interesse for det sociale liv i dit barns klasse.
  • Tal ikke dårligt om dine børns klassekammerater eller deres forældre.
  • Sørg for at opfordre og opmuntre dit barn til at forsvare den klassekammerat, der ikke kan forsvare sig selv.
  • Lad vær med at blive gal på de andre børn; det hjælper ikke dit eget barn.
  • Hvis du ser eller hører om mobning, er det vigtigt, at du blander dig!
  • Vær vidende om, hvor, hvad, med hvem og hvordan dit barn begår sig på sociale medier